I et ukoncentreret øjeblik, på vej ind i krisecentret på vagt, lod jeg hele mit nøglebundt hænge på cykelstyret. Der var naturligvis tale om en ren forglemmelse, og havde en cykeltyv passeret, havde der været servering på et sølvfad: "Værsgo' et styk cykel inkl. husnøgler og en pink plastik elefant". Gud ske tak og lov, kom det aldrig så vidt - men jeg brugte til gengæld en evighed på at vende vrangen ud på mig selv oppe på kontoret.
Efter at ha' indset, at de ikke var fulgt med mig op, begyndte jeg så småt at indstille mig på at måtte vække den halve by for at få fremskaffet mine ekstranøgler. Jeg bandede og svovlede alle 4 etager ned. Kom ned på gaden, og så til min store glæde, at cyklen stadig stod, hvor jeg havde efterladt den. MEN nøglerne hang der ikke. Derimod lå der et lille stykke sammenkrøllet papir i klemme på mit bagagebærer, hvor der stod følgende: "Hi, I've found your bunch of keys. Please pick them up at (...) Call me (...)". Vildt nok, tænkte jeg - utroligt at der findes så ærlige mennesker omkring en. Lidt småleende gik jeg mod husnummeret, og fik ringet fyren op.
Han bad mig om at ta' elevatoren op, og da jeg steg ud, stod hoveddøren på klem. Der sad en hel gruppe mennesker indenfor, og da jeg var gået ind over dørtrinet, kom han imod mig med åbne arme, og bad mig på en øl. Jeg var helt rundt på gulvet!
Summa summarum endte aftenen med, at jeg sad sammen med denne spøjse blanding af tyskere, ungarer og en 'udefineret' nationalitet. Vi sang, og drak til klokken slog 01, hvorefter jeg forlod selskabet - glædelig genforenet med mine nøgler, og med et stort smil om munden.
Hip hurra for medmenneskeligheden :)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar