søndag den 30. august 2009

En uge på hovedet, på stigen og på skolebænken .. .

Lørdag i sidste uge sad jeg på en af mine utallige pendlerture fra Jylland til København, og tænkte i 'fornyelses baner'. Jeg havde længe haft i sinde at skille mig af med min pink bagvæg til fordel for et vaskeægte 'cirkustema'. Og lige der besluttede jeg mig for endelig at gøre noget ved sagen.

I guder for et projekt! Jeg nåede i løbet af de små 4 dage, hvor projektet pågik at føre decideret dialoger med mit vatterpas. Jeg tror minsandten, at jeg blev lidt småskør af det perfektionistiske og MEGET rutinepræget arbejde - eller havde jeg mon bare fået malerhjerne?! Jeg brugte endvidere 3 ruller malertape, og 4 gange så meget hvidt vægmaling end forventet - for at dække den højglans-skrigende pink'e farve. Heldigvis var resultatet meget tilfredsstillende, og med alle nips så som russiske babuska-dukker, en mongolsk nationalhat, lanterner, bolivianske tæpper og store bogstaver, som former ordet 'LEG', kan jeg nu endelig gemme mig i mit lille 'cirkus Elba':


Udover at ha' lavet en nærmest 'Extreme make-over' herhjemme, begyndte jeg mandag til teater igen. Det var en glædens dag, og et rigtig dejligt gensyn med HUT'erne. Vi fik uddelt manuskript til næste forestilling, og fik at vide, at vi til næste gang (som er imorgen) skal fremføre en sang efter eget valg - så jeg går herhjemme, og skråler til Macy Gray 'Sweet Baby'.
Onsdag begyndte jeg i skole igen. På Niels Brock. Jeg har sammen med min afdelingsleder sammensat uddannelsen, så jeg først skal læse afsætning, dernæst markedsføring, så organisation og tilsidst ledelse i praksis, før jeg som rosinen i pølseenden løber ind i et specialeforløb og afgangsprojekt. 3 år i kornet. Huha, det bli'r sin sag ved siden af et fuldtidsarbejde. Men det var (heldigvis!) en superspændende start i onsdags. Underviseren er en motiverende og kompetent ældre herre, som lyder til at ha' haft foden indenfor i mange sjove ting.
Torsdag var der nattevagt på krisecentret, og som en god afslutning på ugen, kunne jeg fredag rejse med DSB direkte ind i favnen på min kæreste i Vejle.
Så, til trods for at tingene tegnede på, at det skulle blive en rimelig hektisk uge, var den alligevel fyldt med så mange nye indtryk og succes'er, at den alligevel er værd at nævne som 'mindeværdig' her i bloggen. Nu står næste uge for døren, og gad vide, hvad den bringer?? Bring it on !